“Der er et yndigt land / Det står med brede bøge.” Sådan starter den danske nationalsang. Men er Danmark stadig et yndigt land, når vi skraber bunden på EU’s biodiversitetsliste?

Af Mathias Sørensen og David Lemser

Den danske biodiversitet er i en bekymrende tilstand. Ifølge et notat fra Miljøministeriet om aftalen for oprettelsen af nye naturnationalparker, har Danmark i løbet af kun 40 år mistet omkring tre millioner fugle i det åbne land. Derudover er 10 procent af landets dagsommerfuglearter blevet udryddet siden 1950.

I overensstemmelse med EU’s habitatdirektiv skal Danmark hvert sjette år rapportere om bevaringsstatus for naturtyper og arter til EU-Kommissionen. DCE, det Nationale Center for Miljø og Energi (EEA), har i deres seneste indberetning til Det Europæiske Miljøagentur noteret, at bevaringsstatussen for samtlige skovtyper er vurderet stærkt ugunstige i Danmark. Klassificeringen som stærkt ugunstige dækker alle 100 procent af skovene. Hvis man ser samlet på EU’s medlemslande, er tallet 25 procent. Dog skal det tages in mente, at landene individuelt indsamler og indrapporterer resultaterne til EU. Der kan derfor være forskel på, hvilke kriterier, man vurderer ud fra i medlemslandene. 
 

Er det menneskernes skyld? 
Udover at vores skove er stærkt ugunstige, er dyrearterne også i tilbagegang. Kigger man på Den Danske Rødliste for pattedyr, er 37 procent af arterne i tilbagegang. For samtlige dyrearter er tallet 16,6 procent. 

Det er ikke et nyt fænomen, at pattedyr er i tilbagegang. Forskellige fund tyder på, at forhistoriske mennesker var dygtige til at jage store pattedyr herunder elefanter, bisoner og elge. Selvom rapporter tegner et billede af mennesker som den primære årsag til tabet af store dyr, er det ikke klart, hvordan det er gået til, eller om det gælder alle arter. Nogle arter blev sandsynligvis direkte udryddet på grund af jagt. Andre på grund af manglende føde og flere på grund af klimaforandringer. I sidste ende er svaret for komplekst til at vide det. Der er dog overvejende evidens for, at mennesker er skyld i, at store pattedyr er forsvundet.

Rewilding som løsning
Det visne græs ligger som en tung dyne over jordbunden. Jordbunden, der kan skimtes igennem græsset, kan ikke se dagens lys. En flok af krondyr kommer travende i takt langs skovkanten og drøvtygger græsset som naturlige græsslåmaskiner. Planterne iblandt kan langsomt mærke varmen fra solen, og energien trænger helt ned til jordbunden. Krondyrene har været med til at give planterne en ny chance for liv. Men det er ikke alt lys, der finder vejen igennem trænernes kroner og ned til jordbunden. Trækronerne dækker for størstedelen, men de seneste par år er der blevet lysere og lysere. Det er nordens giraf, elgen, der har været på spil. Elgen kan ikke tvinge hovedet helt ned til græsset. Den spiser blade og grene på træerne og har derfor været med til at give lys til jordbunden. Alt det skyldes rewilding. 

Rewildingbruges hyppigere, når eksperter skal pege på løsningen til en bedre biodiversitet. Camilla Fløjgaard, seniorforsker hos Ecoscience, Aarhus Universitet, ser også rewilding som løsning på biodiversiteten. Hun peger også på udfordringer, hvis man udelukkende fokuserer på passiv rewilding.

“Det kan også have en positiv effekt på biodiversiteten, at man har en naturlig fremvokset skov. Men den bliver meget tæt og mørk.”

De store pattedyr skal forstyrre de naturlige fremvoksede områder for at holde det lysåbent. Man får på denne måde genskabt de naturlige processer i naturen. En kombination af genskabelse af naturlige processer og minimal menneskelig aktivitet vil ifølge Camilla Fløjgaard gavne biodiversiteten. Det er derfor fokusset skal rettes mere mod aktiv rewilding. 

Uenighed om metoden
Molslaboratoriet i Mols Bjerge er et af de steder, hvor rewildingprocessen er i gang. Men udsættelsen af blandt andet heste har startet en debat. Hvis man spørger praktiserende dyrlæge og klinikleder for Horsedoc i Aarhus, Peter Hjuler, skal hestene fodres om vinteren, når de går i en indhegning.

“I min optik er dyrene ikke vilde. De er spærret inde. Hestene skal fordres, fordi de ikke har muligheden for at gå hvilket som helst sted hen for at finde føde.”

Biolog og tidligere museumsdirektør for Naturhistorisk Museum i Aarhus, Morten D. D. Hansen, er uenig og mener ikke, at hestene skal fodres i rewildingområderne. Han fortæller, at hvis man fodrer dyrene, skyldes det, at der er for mange dyr til at naturen kan bære det.

“Dyrene ude i naturen bliver ikke fodret. Så hvis de begynder at sulte, så skyder vi dem.”

Peter Hjuler uddyber, at man bruger huldskalaen, når man arbejder med heste. Den kategoriserer hestenes fedmeniveauer fra 1-9. Her er ni ekstrem fed og en kakektisk; ekstrem afmagret. Ifølge Peter Hjuler kan man godt bruge hestene til rewilding, hvis de ikke kommer under fire eller fem på skalaen, når græssæsonen slutter i oktober. Men Peter Hjuler fortæller at flere heste i Mols Bjerge har været helt nede på to eller tre på skalaen.

“Det kan godt være, at det passer ind i Morten D. D. Hansens rewildingprojekter. Jeg synes, at det havde været fair, hvis man havde ulve i området, som kunne tage sig af de svage, så de ikke skulle lide gennem vinteren.”

Morten D. D. Hansen er ikke uenig i dette. Han ser også gerne, at man får rovdyr i områderne.

“Vi skal se på større områder, hvor man også kan have rovdyr. Vi ser det allerede i Lille Vildmose, hvor der er ulv.”

Peter Hjuler peger blandt andet på elge og krondyr som bedre egnede dyr til rewildingprojekter.  

Her går det godt
I Lille Vildmose har man siden 2010 udsat store planteædende pattedyr. Michael Engberg, bygningsansvarlig og naturvejleder i Lille Vildmosecenteret, fortæller i denne video om, hvad rewilding har betydet for området, og hvad dyrenes funktioner er.

Et etisk dilemma
Hvis man spørger eksperter på området, om biodiversitet er en nødvendighed, får man ikke et entydigt svar. Karsten Thomsen, Ph.d. i tropisk skovkomposition, påpeger, at der er store områder i Sydøstasien, hvor man i tusindvis af år har ødelagt al natur. Biodiversitetens forsvinden har i disse områder ikke undergravet de grundlæggende levevilkår.

“Det er en håbløs argumentation, at vi ikke kan leve uden biodiversiteten. Det kan vi påviseligt.”

Kenneth Buk, Ph.d. i naturbeskyttelse, er kun delvist enig i dette udsagn. Men han er fuldstændig enig i, at der er mange sjældne arter, som vi sagtens kan undvære, fordi de ikke har nogen nyttevirkning på mennesker.

“Hvis man har mere natur, er det ikke kun biodiversiteten, man får med i pakken. Mere natur betyder også flere økosystemtjenester, som kan gavne mennesker. Økosystemtjenester kan godt leveres af landbrug, men i mange tilfælde er det bedre med vild natur.”

Han påpeger desuden, at vi i Danmark har 60 procent opdyrket jord, som ifølge Kenneth Buk er alt for meget.

“Vi skal have mindre opdyrket jord og mere vild natur.”

Karsten Thomsen runder overvejelserne om biodiversiteten af med et etisk dilemma.

“Påviseligt kan vi undvære det meste af biodiversiteten. Grundlæggende kan vi ikke argumentere for at bevare alle arter, fordi de har en rationel betydning for mennesker. Svaret ligger uden for naturvidenskaben. Det er etisk. Spørgsmålet er: Vil vi have en flot planet, eller vil vi bare overleve på planeten?”